I går kom jeg hjem fra arbejde lidt senere, end jeg plejer. Min veninde havde ringet til mig på arbejdet og havde spurgt, om vi kunne mødes til en kop kaffe efter arbejdet. Der ligger en café ikke så langt fra mit arbejde som vi, tit mødes på. Så jeg ringede hjem og sagde, at jeg ville blive forsinket. Min datter lovede, at hun nok skulle sørge for at varme maden, og at de andre fik spist. Jeg mødte derfor min veninde med god samvittighed. Jeg var helt tryg ved, at min familie godt kunne forstå, at jeg skulle se min veninde. Og ganske rigtigt, der herskede fred og ro, da jeg endelig kom hjem efter en kaffeslabberas med min veninde. Det var dejligt. De havde oven i købet tømt opvaskemaskinen.
Familien i stuen
Jeg fandt mine børn og min mand inde i stuen. De hyggede sig med lektielæsning og Xbox-spil. Ret idyllisk og fredeligt. Sådan har det bare ikke altid været. For et par år siden ville jeg ikke kunne have gået på café med min veninde. Jeg ville have sagt til hende, at vi må gøre det en anden gang. Dengang var der virkeligt krise i min familie. Min mand er nemlig et meget følsomt – og meget dybttænkende – menneske, og for to år siden røg han lige pludseligt ind i et følelsesmæssigt kaos. Han var ulykkelig, vred, deprimeret, og jeg ved ikke, hvad. Vi skændtes. Vi græd.
Psykoterapi i en svær tid
Vi havde en meget svær tid. Jeg mere eller mindre tvang ham til at gå i psykoterapi i København, fordi jeg kunne ikke bære hans humørsvingninger. Det ene øjeblik var han rasende. Det næste var han overstrømmende glad og kærlig. Børnene blev forvirrede. De kunne ikke forstå, hvad der skete. Jeg kunne sådan heller ikke forstå, hvad der skete med ham.
Jeg fik ham overbevist om, at han havde brug for hjælp. Jeg brugte billige tricks. Fx trusler om at bryde vores familie i stykker, velvidende, at det ville knuse ham. Jeg appellerede til hans bedste jeg og bad ham om at vise hensyn overfor vores børn, hvis ikke også overfor mig. Det var hårdt. Men på et tidspunkt fik jeg ham overbevist, og han kom i terapi. Jeg spurgte ikke så meget om, hvad han talte med terapeuten om, men på et tidspunkt bad han mig om at komme med sig ind til terapeuten. Hun ville gerne tale med mig og forklare mig, hvad det er, der plagede min mand.
Jeg tog med
Så naturligvis tog jeg med til terapi. Jeg var lidt nervøs. Ville jeg få at vide, at jeg var for dominerende i vores ægteskab. Ville jeg skulle høre på en prædiken om ligeværdighed i forholdet? Ingen af delene. Jeg fik en god samtale med en levende kvinde og god terapeut, der fortalte mig, at stress kan føre til dybe depressioner, og at min mand har været meget tæt på at blive alvorligt syg. Jeg har tænkt meget på det sidenhen. Min mand har sagt det til mig: Det var godt, at en af os var stærk nok til at turde tage en beslutning på vegne af den anden.