Jeg møder jævnligt argumenter fra misbrugere som disse: “Det er samfundets ansvar at hjælpe mig”, “Jeg har ret til hjælp” og lignende. Nogle gange bliver jeg faktisk lidt bekymret og vred over disse udtalelser. Hvem er det egentlig, der har ansvaret for, hvad et menneske frivilligt gør? Er det hele samfundets ansvar, at en person har et umådeholdent forbrug af Cola? Eller ryger 40 cigaretter om dagen?
Med frihed følger et ansvar
Jeg vil gerne lægge op til en debat her, så hvis du er uenig eller uenig, skal du endelig ikke holde dig tilbage for at skrive en kommentar. Jeg mener, at frihed og ansvar går hånd i hånd. Vi har frihed til at ryge eller lade være, drikke Cola eller lade være – eller for den sags skyld æde os så fede og syge, at selv ikke verdens bedste slankekur kan hjælpe. Men når vi så benytter os af den frihed og – på trods af advarsler fra både venner, familie og samfund – ender som misbrugere, er det pludselig samfundet, der skal tage ansvaret.
Det er da helt forkert, og det er efter min overbevisning en af de væsentligste årsager til, at så mange ender i et misbrug – og efterfølgende har svært ved at komme ud af det igen. Når først et menneske opdager – eller bliver gjort opmærksom på – at der er et problem med et misbrug, sker der noget mystisk: Personen, der før åd, drak og røg som det passede personen (for det skulle ingen andre bestemme), bliver nu pludselig helt uden ansvarsfølelse. Nu er det pludselig samfundet, der må tage ansvaret og stille behandlingsmuligheder til rådighed for det problem, personen var så forhippet på at komme i.
Det er selvfølgelig hårde ord – men helt ærligt: Hvor mange kender ikke familiemedlemmer, venner eller kolleger, der er endt i et misbrug trods utallige advarsler undervejs? Og hvilke svar får den person, der advarer? “Det skal du ikke blande dig i”, “Jeg bestemmer selv, hvor meget Cola jeg drikker” eller “Jeg ryger, som det passer mig”.
Når så regningen kommer, er det pludselig ikke lysten til at tage ansvar, der står forrest.
Samfundet skal hjælpe – men kun hjælpe og ikke LØSE!
Jeg mener, at et samfund som det danske kan og skal hjælpe de misbrugere, der tager ANSVAR for deres egen situation. Men gør de ikke det, er det ikke samfundet, der skal punge ud. Hvorfor? Fordi misbrugere uden ansvarsfølelse for eget misbrug aldrig kommer ud af deres misbrug! Der findes ingen behandling i verden, der virker, hvis ikke misbrugeren selv er med.
Kære misbruger: Vi ved godt, du ikke har valgt at blive misbruger. Men vi ved, at du er blevet misbruger som en konsekvens af de handlinger, du har foretaget dig (undtaget herfra er selvfølgelig medicinmisbrugere af lægeordineret medicin). Hvis du vil tage ansvaret, indse dit problem og beslutte at komme ud af det, vil vi gerne hjælpe dig. Det er sådan, samfundet bør håndtere det.
Hvad mener du?