Unikt nøgleskab

Unikt nøgleskab

Jeg har haft besøg af en veninde. Hun er meget speciel. Men det er det, jeg kan lide ved hende. Hun lægger ikke fingrene imellem, når hun giver udtryk for sine meninger. Det kan være provokerende. På nogle. Ikke på mig. Jeg kender hende. Men jeg ved, at hun ved, at hendes opførsel en gang imellem kan blive for meget for almindelige mennesker. Hun er kunstner. Ja. Hun beskæftiger sig meget med samfundsproblemer. Fx har hun lige lavet en udstilling, der handler om flygtninge. Hvad er grunden til, at man flygter fra sin hjemstavn? Det var det indgående spørgsmål.

Hvorfor?

Svarene er mange: Man flygter, fordi man er offer for krig, sulten, eller fordi man er ved at drukne, fordi der ikke er andre muligheder for at skabe et liv for sig selv og sin familie. Ingen af os kan være uenige i de teser. Men vi kan have forskellige nuancer med os i, hvordan vi faktisk ser på de situationer. Og det var faktisk det, der var essensen i hendes udstilling: At få os til at overveje, hvad flygtninge bringer med sig, og hvad de kan bidrage med i vores samfund. Hun ville gerne have, at vi stopper op og tager til tid til eftertanke i stedet for at lægge os fast i sort-hvide meninger.

Specielt nøgleskab

Det var en flot udstilling – og den fik mange besøgende. Jeg besøgte den selv flere gange. Min morfar var flygtning. Han kom til Danmark under krigen. Og han bragte mange traditioner og idéer med sig, som er en del af min families traditioner i dag. Han havde en hobby. Han elskede at snitte i træ. Jeg kan huske, dengang jeg var meget lille, så gav han mig et fint, lille nøgleskab. Det var fint skåret ud af en tyk skive fra en træstamme. Han må have arbejdet på det i dagevis. Jeg var meget glad for det lille skab. Jeg gemte alle mulige, små, fine ting i det. Alle de ting, som jeg holdt mest af. Nøgleskabet blev brugt som min egen lille skattekiste. Jeg har stadig det fine, lille nøgleskab. Det hænger ude i min entré. Og det bliver ikke pillet ned. Det vækker opsigt og sjove bemærkninger, når jeg har gæster. Og det er mere personligt, ikke?

Mine ting

Det kan jeg godt lide. At folk kommenterer på mine ting. Men det giver mig et særligt elektrisk stød, når jeg hører dem tale om den lille, fine kasse ude i min entré. De skulle bare vide, hvor meget det er værd for mig. Alle minderne. Jeg husker alt klart, når jeg kigger på det. Og det gør jeg faktisk hver eneste morgen. Lige inden jeg flyver afsted på arbejde på min sportscykel. Ja, tænk engang. Jeg har en genstand i min bolig, som vækker minder, og som ofte bliver samtaleemne. Kan det blive flottere? Ikke for mig. Måske for min morfar, som snittede det lille skab til mig. Med sine bare næver og en lille kniv, som jeg også har arvet efter ham. Jeg ville ønske, at han kunne være her lige nu.